Folkeuniversitetet Vesthimmerland

Arrangementer, som har været afholdt i 2017

Forår 2017

19.1.2017
Forfatter og journalist Leif Davidsen: RELIGIONENS RENÆSSANCE I RUSLAND.

Leif Davidsen er dansk forfatter og journalist. Leif Davidsen har været Danmarks Radios korrespondent i Moskva og har rejst over det meste af verden som udenrigskorrespondent. Han har siden 1973 skrevet bøger og digte, især om Sovjetunionen. Hans politiske spændingsromaner er fiktion, men ligger tæt op ad virkeligheden.
Leif Davidsen vandt i 1992 De Gyldne Laurbær for romanen Den sidste spion og Palle Rosenkrantz-prisen for Den russiske sangerinde.
Han har et omfattende forfatterskab, bl.a. Den serbiske dansker, De gode søstre, Patriarkens hændelige død, Steinbecks spøgelse og Djævelen i hullet.

.

14.2.2017
Thomas Ulrik Larsen, musikskolelærer, sangskriver, freelance guitarist m.m.
Musikforedrag: BOB DYLAN.

Thomas Ulrik Larsen lever for musikformidling, hvad enten det er som foredragsholder, sangskriver, freelance-guitarist, musikskolelærer eller skribent. Hans artikler har kunnet læses i blandt andet Gaffa, Musikeren, Ud & Se, Politiken og svensk MM. Han er med soloprojektet, Lysår, aktuel med det anmelderroste album ”Teknisk knockout”, som udkom i august 2015. De sidste fire år har han holdt over 120 foredrag over hele landet om emner som Pink Floyd, The Eagles, Gasolin', Led Zeppelin og nu også Bob Dylan.

.

9.2.2017
Professor Anne-Marie Mai:
NYERE DANSK LITTERATUR - TENDENSER OG GRÆNSER.

Anne-Marie Mai er forfatter og professor i dansk litteratur ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.

Hun er mag.art. i moderne og sammenlignende litteraturhistorie fra Aarhus Universitet.
Anne Marie Mai har et stort forfatterskab bag sig. I ”Hvor litteraturen finder sted” bruger hun litteraturens steder som udgangspunkt. Resultatet er en helt ny fortælling – et fremragende værk i 3 bind.
AMM kalder sangskriveren Bob Dylan for vor tids store digter og har i årevis argumenteret for at tildele ham verdens fineste litteraturpris, Nobelprisen, som han netop har modtaget.

.

2.3.2017
Rikke Helms, tidligere leder af Det danske Kulturinstitut i Riga: DEN SYNGENDE REVOLUTION - ESTLAND, LETLAND, LITAUEN.

Rikke Helms er cand. mag. i russisk og dansk. Under studietiden virkede hun som rejseleder ved turist- og kongresrejser til det daværende Sovjetunionen fra 1970–75, efter et ét-årigt studieophold ved Leningrad Statsuniversitet. I 1990 blev hun udnævnt til institutleder ved Det danske Kulturinstitut i Riga i en omskiftelig tid, hvor Letland genvandt sin uafhængighed fra Sovjetunionen. Denne stilling havde Rikke Helms frem til 2003, hvor hun i stedet blev institutleder for Det Danske Kulturinstitut i Sankt Petersborg.

16.3.2017
Preofessor
Uffe Østergaard: DANMARKS HISTORIE I EUROPÆISK PERSPEKTIV.

Uffe Østergaard er mag.art. i historie fra Aarhus Universitet, derefter lektor i historie ved Aarhus Universitet. I 2000-2006 var han leder af Afdeling for Holocaust og Folkedrabsstudier ved Dansk institut for internationale Studier. Siden 2007 professor i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School. Uffe Østergård er desuden Jean Monnet Professor i Europæisk Civilisation og Integration ved Aarhus Universitet.

23.3.2017
Museumsdirektør, mag.art. Anders Bloksgaard:
KAPERVÆSENET 1807-14 - HISTORIEN OM STATSAUTORISEREDE SØRØVERE LANGS DE DANSKE KYSTER.

Anders Bloksgaard er historiker (mag. art.), og har specialiseret sig kystkultur, søfart, fiskeri og kulturens vækstpotentialer for det omgivende samfund. Han har siden 2005 været leder af Limfjordsmuseet i Løgstør. Det er hans fortjeneste, at der ved havnefronten i Løgstør er skabt et charmerende og tiltrækkende miljø.

6.4.2017
Professor emeritus Niels Kærgaard:
REFORMATIONEN OG VELFÆRDSSTATEN


Niels Kærgaard er dansk nationaløkonom, jordbrugsøkonom, professor og tidligere overvismand. Hans arbejdsområder omfatter bl.a. økometri og økonomisk teorihistorie.
Kærgaard blev student fra Hjørring Gymnasium i 1962. I en kronik i dagbladet Information har han selv senere beskrevet sin optagelsesprøve som 11-årig til den gratis offentlige mellemskole på Hjørring Gymnasium som sit livs største sejr og skelsættende for sit mønsterbrud: Som landmandssøn fra en familie, hvor ingen havde mere end syv års skolegang, til at være endt som professor på Københavns Universitet.
Niels Kærgaard har tidligere holdt foredrag ved Folkeuniversitetet i Løgstør i 2012.

Efterår

15.8.2017
Tidligere vicepræsident i Verdensbanken Sven Burmester:
Vesten roder rundt, den islamiske verden er i kaos, selv Kina vakler. Hvorfor?

Sven Burmester er født 1940 i Aalborg. Bopæl i Washington D.C. Cand.scient. fra Københavns Universitet i organisk kemi i 1967. Master i offentlige anliggender med fokus på modernisering og økonomi fra Princeton University, USA i 1971. Professor i organisk kemi ved universitetet i Ayacucho, Peru 1967-1969. Fra 1971 ansat i Verdensbanken, blandt andet som personlig assistent for Robert McNamara og senere som vicedirektør samme sted. Udsendt af FN til Kina og Nordkorea 1997-2001.
Nu forfatter, udforsker, adjungeret professor og global nomade i Kina, Egypten og Danmark. Forfatter til en række bøger, blandt andre Korset, Halvmånen og Dragen og En verden til forskel - tre familier, tre civilisationer.
Medlem af Eventyrernes Klub siden 2005 og Ridder af Dannebrog i 2008.

21.9.2017
Journalist og forfatter Mette Holm:
Verdensmålene for bæredygtighed.

Mette Holm arbejder freelance med radio, artikler, bøger, kommentator, underviser, censor ved div. journalistuddannelser, foredrag, ordstyrer. Orientering på DR P1, Sydsvenskan, Kristeligt Dagblad, kronikker, kommentarer, bl.a. Adjunct Research Scholar på Columbia University i New York, School of International and Public Affairs.

Associate Senior Fellow ved NIAS, det fællesnordiske Nordisk Institut for Asienstudier, der holder til i København.
Har været Informationsmedarbejder v. Institut for Menneskerettigheder. Freelance, især P1’s Orientering, Weekendavisen såvel som en række andre danske medier og ganske få udenlandske. Har i seks år været ansat ved Morgenavisen Jyllands-Posten med base i Hong Kong.
Forfatter til bl.a. ”Dagbog fra Beijing: 25 år senere; hvor gik kineserne hen?" og ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme”.

10.10.2017
Forfatter cand. mag. Hans-Tyge Haarløv:
Det keltiske Bretagne, myternes land.

Det keltiske Bretagne er på mange måder et spejlbillede af det nordiske Danmark. Den franske provins er næsten ligeså stor som Danmark. Engang var det et selvstændigt rige med en rig historie og mange legender. Men under Den franske Revolution mistede landet sit selvstyre og kæmper endnu for at bevare sin kulturelle arv og sit keltiske sprog. Det skønne Bretagne er et eksempel på, hvordan det kan gå et land og en befolkning, der fremmedgøres for sin ellers rige historie og kultur.

26.10.2017
Professor Johannes Nørregaard Frandsen:
Limfjordens digtere.

Johs. Nørregaard Frandsen er professor ved Institut for Kulturvidenskaber og leder af H.C. Andersen Centret, Syddansk Universitet (SDU), Odense.
Han er født i 1950 og opvokset i et vestjysk landsogn. Arbejdede i en årrække ved landbrug og industri.
Magister (Nordisk litteratur + historie) 1980 / Højskolelærer og lærer på Teknisk Skole. Fra 1984 fuldtidsansat ved Odense/Syddansk Universitet. Nu som professor og centerleder.

Forfatter til bøger, afhandlinger, artikler, kronikker. Har forfattet eller været medforfatter til en lang række bøger, senest blandt andet:
·         Mere end en skole: Efterskolens historie (2012)
·         Hans Christian Andersen in China (Shanghai/Odense) (2013)
·         H.C. Andersen i det moderne samfund (2013)
·         Forsamlingshuse er dansk kulturarv (2014)
·         Som dybest brønd. Jeppe Aakjærs lyrik (2014)
I øvrigt har Johs. Nørregaard Frandsen medvirket i en række kultur- og debatprogrammer i radio og TV,og ud over at være klummeskribent i Kristeligt Dagblad, er han en aktiv foredragsholder og debattør.

09.11.2017
Cand. scient. pol. Jørgen Brøndlund Nielsen:
Hundredåret for første verdenskrigs afslutning.

Cand. scient. pol. Jørgen Brøndlund Nielsen er tidligere EU-parlamentsmedlem. Folketings-medlem fra 1971 til 1979 valgt i Aarskredsen for Venstre.
Jørgen Brøndlund Nielsen er vokset op i Næsby og har nu andenbolig i Løgstør. Han har siden den politiske periode beskæftiget sig med forskellige former for undervisning.

23.11.2017
v/Forfatter Lene Kohlhoff Rasmussen:
Vestindien, caribisk idyl og kolonihistorie.
Lene Kohlhoff Rasmussen nyder at fortælle om levevis hos de mennesker, som hun besøger i de fjerne afkroge i verden. Hendes foredrag er spækket med anekdoter fra mødet med de fremmede kulturer. Hun er en god iagttager og reflekterer over den verden, hun møder. I foredragene forsøger hun at give gode stedbeskrivelser og skildringer af folkelivet, men også fortælle om natur, samfund og historie. Hendes billeder er i meget høj og professionel kvalitet.
Lene Kohlhoff Rasmussen rejser ud for at møde nye mennesker og lære om andre landes kultur, historie og religion, men også for at få nogle store personlige udfordringer. Derfor rejser hun på egen hånd til steder, der ligger langt væk fra de gængse rejsemål. Hun vil opleve nogle af de få steder i verden, hvor der stadig findes mere end blot et islæt af mystik og eventyr.